Om Johanne Luise Heiberg

Johanne Luise Heiberg. Et navn fra en svunden tid. Et navn hvis ekko stadig runger hult gennem det århundrede, der efterhånden er gået siden hun forlod verden i 1890. Et navn der snart glider ud i glemslen, for tiden er gået og mindet om hende udviskes langsomt. Men alligevel rejser hun sig gang på gang og lader eftertiden fascineres af den hun var og det hun stod for.

” Gid vore prosaiske Architekter vilde reise til Prag for at faa lidt lidt stiil, lidt Phantasi ind i deres Tegninger; der kunde de lære det. Du Frelsens Gud! Forleden saae jeg vor nye Knippelsbro! Den overgaaer dog endnu Alt, hvad jeg har set herhjemme i Hæslighed”.

(Brev fra Johanne Luise Heiberg til A.F. Krieger i 1869).

Man er i sandhed en stor kunstner, når man får den ære at blive afbilledet på sit lands pengesedler. Den ære fik skuespillerinden Johanne Luise Heiberg over 100 år efter sin død. Hendes billede på 200 kronesedlen er i 2010 blevet afløst af.... Knippelsbro.

Som den store skuespillerinde og den loyale, trofaste hustru, skrev Johanne Luise Heiberg erindringsværket ”Et liv genoplevet i erindringen”, som det eftermæle hun ønskede vi skulle have af hende men også som et forsvarsskrift for sin mands stærkt kritiserede, enevældige ledelse af Det Kongelige Teater i årene 1849 til 1856.

”En svane på scenen, en gås i virkeligheden”Citat Georg Brandes.

Læser man tillige de utallige brevudvekslinger mellem hende og hendes nærmeste, (bla.Johan Ludvig Heiberg, Geheimeråd Andreas Frederik Krieger og hendes tre adoptivdøtre) får man et andet billede af Johanne Luise Heiberg.

”Et liv genoplevet i erindringen” er, som skrevet, primært et forsvarsskrift for sig selv og sin mand, der bliver ikke bliver lagt fingre imellem indignationen og hadet til de mennesker hun følte sig forurettet af.

I brevudvekslingerne, der ikke var skrevet med udgivelse for øje, får vi en langt mere nuanceret billede af personen Johanne Luise Heiberg. At holde erindringsværket op mod brevudvekslingerne, giver os et langt klarere billede af hvem hun var som menneske.

Det giver os også klarere billede af hendes tid, herunder det romatiske og det reale teater, der brydes i årerne omkring enevældens ophør.

Vi får et ucensoreret indblik i hendes sårbarhed, tungsind, higen efter kærlighed, hendes kradse meninger og kunstneriske anskuelser. Heraf er flere stadig relevante i dag, bla. i spørgsmålet om hvad langtidsholdbar kunst er. Herunder at dét at være skuespiller er meget, meget mere end bare at sige en replik.

Johanne Luise Heibergs liv var fyldt af roller, både professionelt og privat. Hun var Det kgl. Teaters førsteelskerinde, sat op på den ubestridte primadonnas piedestal. Beundret, berømt, fejret og feteret, den alle drømte om at kende, 'Ej blot til lyst'. Hun var ovenikøbet gift med landets største smagsdommer, kritiker og æstet. Hun bevægede sig mellem to verdener; den blandt scenens malede træer, langt væk fra dagligdagens grå helvede og den i den ideale, smukt tilsluttede verden med sin elskede medspiller Michael Wiehe.

I den virkelige verden sad hun isoleret fra liv og ungdom i hjemmet med Johan Ludvig Heiberg og dennes mor. Sat op på piedestalen som hjemmets prydgenstand og ægtemandens muse.

Begge verdener var forgyldte burer, hvor hun sad til skue.

Teatret var det beskyttende bur, hvor virkeligheden ikke eksisterede. Hjemmet var buret, hvor hun var blevet placeret ægtemanden, der skabte hende i billedet af sit eget romatiske kvindeideal.  Hun spillede rollen som den perfekte hustru og charmerende værtinde for den 20 år ældre Johan Ludvig Heibergs jævnaldrende venner. Men 'blot til lyst'. Johan Ludvig Heiberg løftede hende fra rendestenen og ind i det bedre borgerskab. Ind i de kredse hvor hun følte at hun hørte hjemme men hvor proletaren i hende indimellem havde lyst til at skrige højt og længe. Hele livet kæmpede hun med dæmonien og dannelsen og lærte tidligt at undertrykke de dele af sin karakter der ikke stemte overens med husbondens kvindeideal.

Forestillingen udspiller sig i årerne mellem1845 -1855, omkring enevældens ophør.

Den politiske forandring påvirkede også Det Kgl. Teaters selvforståelse. Teatret skulle nu drives af staten i stedet for af kongehuset, det truede hendes kunstneriske liv og gav sig til kende i skuespiller Frederik Høedts skikkelse. Han arbejdede for indførelsen af de realistiske skuespil, som i tiden efter enevældens ophør, vandt indpas på de romantiske skuespil. Publikum ville nemlig, med demokratiets indførelse, have den virkelighed de kendte, op på scenen.

For Johanne Luise Heiberg var virkeligheden ensbetydende med kulde, fattigdom, snavs og mangel på kærlighed. Virkelighed kunne man få ved at åbne gadedøren – det var ikke det man skulle stræbe efter på scenen. Det havde intet med kunst at gøre.

” Er man født naiv som H.C. Andersen, fortæller man sin læser at man er glad over at have kendt Storhertugen af Sachsen-Weimar personligt, og er man en Johanne Luise Heiberg fortæller man efterverdenen, at man som kunstner selv er af fyrstelig rang, og at de fødte fyrster burde have påskønnet at være ens samtidige”.

Citat Svend Leopold.

FAKTA OM JOHANNE LUISE HEIBERG

Johanne Luise Heiberg, født Pätges, 22.11.1812-21.12.1890, dansk skuespiller. Johanne Luise Heiberg er romantikkens store danske scenekunstner, og hendes person og skæbne har optaget eftertiden mere end nogen anden hjemlig teaterpersonlighed, først og fremmest takket være hendes memoirer, Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1891-92).

Hun tilhørte proletariatet; hendes forældre havde en overgang et telt på Dyrehavsbakken. Som otteårig kom hun ind på Det Kongelige Teaters balletskole, fik hurtigt mindre roller i skuespillet og debuterede 1826 som Trine i vaudevillen Aprilsnarrene, skrevet til hende af Johan Ludvig Heiberg, med hvem hun fem år senere blev gift.

Ægteskabet lod hende socialt stige til tops og var desuden medvirkende til den nære kontakt mellem hende og den romantiske danske digtning. Så at sige alle tidens digtere skrev roller til hende, fra Adam Oehlenschläger (Dina, 1842) til Henrik Hertz (Kong Renés Datter, 1845; Ninon, 1848). Både i det klassiske og det moderne repertoire udfoldede hun sit talent, som rakte fra melankoli til muntert koketteri. Hertil kom den sjælens erotisk farvede mystik, der især kom til udtryk i hendes samspil med den lidt yngre Michael Wiehe.

Da Wiehe i 1855 fulgte Frederik Høedt til den legendariske "hofteatersæson", hvor der blev præsenteret en uhørt realistisk spillestil, oplevede Johanne Luise Heiberg det som et smertende svigt. Hendes egen teknik overholdt altid visse plastisk-æstetiske skønhedskrav, selv når hun, som i rollen som Lucretia i Ludvig Holbergs Den Vægelsindede (1860), arbejdede med psykologisk motiverede overgange. Anstand og sværmerisk ynde satte grænser for udtryksregisteret, et slebent raffinement, som også prægede diktionen, men som målt med den efterfølgende realisme fremstod manieret.

Johanne Luise Heibergs hjem med hendes mand og hendes svigermor, Thomasine Gyllembourg, på Søkvæsthuset på Christianshavn var et centrum i tidens københavnske åndsliv. Selv forsøgte hun sig også som teaterdigter med de ubetydelige "duftvaudeviller" En Søndag paa Amager (1848) og Abekatten (1849). Heibergs direktorat på Det Kongelige Teater 1849-56 gjorde ikke vilkårene lettere for Johanne Luise Heiberg som skuespiller, og erindringerne er et forsvar mod den uret, han efter hendes mening havde lidt. Efter hans død 1860 mistede hun lysten til at optræde; hun trak sig 1864 tilbage fra scenen, men virkede dog 1867-74 som sceneinstruktør, bl.a. af Henrik Ibsens Kongsemnerne (1871).

Hun udgav 1882 bogen Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg om svigerforældrene og deres skilsmisse. I hendes livs sidste fase lærer man hende bedst at kende i brevvekslingen med den fortrolige ven og rådgiver, statsmanden A.F. Krieger.

Johanne Luise Heibergs personlighed og hendes ægteskab har optaget mange, fx Søren Kierkegaard i artiklen "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv" (1848) og Per Olov Enquist i skuespillet Fra regnormenes liv (1981).

(Fra Gyldendals åbne encyklopædi)

Læs mere her : http://www.teatermuseet.dk/content/webtekst14