OM FORESTILLINGEN

I forestillingen møder vi Johanne Luise Heiberg en sensommeraften, på et tidspunkt, i årerne mellem 1845 og 1855. Her vandrer hun rundt i sin have ved Søkvæsthuset og prøver at tæmme tungsindet og ensomheden, som plager hende. Prøver at tæmme kærligheden til Michael Wiehe, hendes medspiller og kunstbror og længes efter at blive 'set' af sin ægtemand Johan Ludvig Heiberg, som aften efter aften, er optaget af at studere astronomi og kigge på stjerner.

Johanne Luise Heiberg går rundt i sin have og er ulykkelig.  Enevældens ophør står for døren. De politiske vinde blæser i de år, hele vejen ind på hendes domæne på scenen og truer den kunst hun lever og ånder for.

Handlingen kredser om de mænd der omgav hende kunstnerisk og privat; ægtemanden Johan Ludvig Heiberg, hendes fjende nummer ét, skuespiller Frederik Høedt, og hendes store, uforløste kærlighed medspilleren Michael Wiehe.

Hun har kradse meninger om det at være fortolkende og udøvende kunstner. Hun er rørende i sin sårbarhed og bidsk i sit had. Hun er indigneret over udviklingen i teatret, både den demokratiske og den kunstneriske. For hvad sker der med teatret og spillestilen da enevælden ophører?

”Guldfuglen” beskriver en næsten glemt tid i dansk teater og åndsliv. Det var bla. en tid hvor det eneste sted man kunne gå hen for at blive oplyst og underholdt, var i Det Kgl. Teater, der derved var et vigtigt organ for samfundet.

Forestillingen forsøger at afdække Johanne Luise Heibergs længsel efter nærhed, sorg over en svundne tid og hendes faglige indignation tidens teatertendenser, som hun grundlæggende var uenig i.

Forestillingen er en hyldest til skuespillerens metier, dansk teaterhistorie og til Johanne Luise Heiberg, der endte med at have en enorm betydning for sin samtid og eftertid.

”Guldfuglen” er blevet til efter en lang periode af fordybelse i Johanne Luise Heibergs liv og kunstneriske virke. Forestillingen er en stærk personlig fortolkning af en kvinde, der var en stor kunstnerinde men også et menneske, der trodsede alle odds og svang sig op fra rendestenen, til det bedre borgerskabs elite.

Forestillingen er skrevet som en monolog og tager udgangspunkt i Johanne Luise Heibergs egne ord og ytringer fra ”Et liv genoplevet i erindringen”, der udkom i 1891 og fra brevudvekslingerne med bla. Johan Ludvig Heiberg og Gehejmeråd A.F. Krieger.